Visitvesterhavet
news

28. jan. 2026

Partnerskab for Vestkystturisme præsenterer ny bestyrelse og ny formand

Der er sket ændringer i bestyrelsen for Partnerskab for Vestkystturisme. Kommunerne bag de tre destinationsselskaber har udpeget nye repræsentanter, og partnerskabet har samtidig fået ny formand.

Henne Strand
photo: Thomas Høyrup Christensen

Partnerskab for Vestkystturisme arbejder for en langsigtet og bæredygtig udvikling af kyst- og naturturismen langs den danske Vestkyst med afsæt i Udviklingsplanen for Vestkysten.

Bestyrelsen består af seks medlemmer, hvor destinationsselskaberne hver udpeger to bestyrelsesmedlemmer fra egne bestyrelser. Én af de udpegede repræsentanter skal være borgmester i en af de deltagende kommuner.

Ny formand og opdateret kommunal repræsentation

Den opdaterede bestyrelse består af:

  • Frank Jensen, borgmester på Fanø, som fortsat repræsenterer Fanø og Esbjerg Kommune, der står bag Destination Vadehavskysten
  • Søren Smalbro, borgmester i Hjørring Kommune, som ny repræsentant for Jammerbugt, Thisted, Holstebro, Lemvig og Hjørring Kommuner, der står bag Visit Nordvestkysten
  • Sarah Andersen, borgmester i Varde Kommune, som ny repræsentant for Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner, der står bag Destination Vesterhavet
     

Derudover består bestyrelsen fortsat af erhvervsrepræsentanter udpeget af destinationsselskaberne:

  • Claus Pedersen, direktør for Ribe Fritidscenter & Svømmebad (udpeget af Destination Vadehavskysten), næstformand for partnerskabet for Vestkystturisme.
  • Jan Brusgaard, ejer af Feriepartner (udpeget af Visit Nordvestkysten)
  • Lisbeth Valther, bestyrelsesformand (udpeget af Destination Vesterhavet)


Desuden deltager Jens Hausted, direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme, og Mads Schreiner, international markedsdirektør hos VisitDenmark, som observatører i partnerskabets bestyrelse.

Bestyrelsen har i forbindelse med konstitueringen valgt Sarah Andersen som ny formand for Partnerskab for Vestkystturisme, mens Claus Pedersen er genvalgt som næstformand.

Sarah Andersen, formand for Partnerskab for Vestkystturisme

”Jeg er meget glad for den tillid, der er vist mig, og for muligheden for at stå i spidsen for et partnerskab, der spiller en helt central rolle for udviklingen af Vestkysten.

Vestkysten har et helt særligt potentiale, ikke kun som feriedestination, men som et sted, hvor turismen bidrager til liv, stolthed og udvikling året rundt. Den nyeste gæsteundersøgelse viser tydeligt, at vores gæster er meget tilfredse og anbefaler Vestkysten i en grad, der ligger helt i top nationalt. Det forpligter. Som ny formand er det min klare ambition, at vi sammen med erhvervet, kommunerne og lokalsamfundene bruger den viden aktivt til at udvikle Vestkysten klogt og i fællesskab – med respekt for naturen og med blik for både gæster og dem, der bor her,” siger Sarah Andersen, borgmester i Varde Kommune og formand for Partnerskab for Vestkystturisme.

Claus Pedersen, næstformand for Partnerskab for Vestkystturisme, siger:
”Jeg er glad for genvalget som næstformand og for den kontinuitet, det giver i bestyrelsesarbejdet. Partnerskab for Vestkystturisme har en vigtig opgave i at skabe rammerne for vækst og udvikling i turismeerhvervet langs hele Vestkysten. Som næstformand ser jeg frem til et tæt samarbejde om at omsætte Udviklingsplanen for Vestkysten til konkrete indsatser, der styrker virksomhedernes konkurrencekraft, tiltrækker investeringer og bidrager til en bæredygtig helårsturisme”


Udviklingsplanen som fælles løftestang

Udviklingsplanen for Vestkysten har siden lanceringen i 2018 været det strategiske omdrejningspunkt for samarbejdet mellem kommuner, destinationsselskaber og nationale aktører. Planen er senest opdateret med fokus på blandt andet bæredygtighed, helårsturisme, stærke feriesteder, natur- og kulturoplevelser samt strategisk investeringsfremme.

Vestkysten står i dag for en betydelig del af dansk turisme og er en afgørende drivkraft for beskæftigelse, bosætning og lokal udvikling i de ti vestkystkommuner. Partnerskabet arbejder målrettet for at sikre fortsat statslig og kommunal opbakning til realiseringen af udviklingsplanens ambitioner og for at styrke Vestkystens position som en samlet og attraktiv destination – både nationalt og internationalt.

Sarah Andersen uddyber:

”Noget af det første, vi i bestyrelsen skal arbejde med, er udmøntningen af de 12 mio. kroner, der er afsat til realiseringen af Udviklingsplanen for Vestkysten. Midlerne giver os et vigtigt afsæt til at omsætte planens ambitioner til konkrete indsatser og investeringer langs hele kysten. Det er et klart signal om politisk opbakning til Vestkysten som en samlet destination og til, at bæredygtig turismeudvikling er en del af løsningen, når det handler om lokal vækst, arbejdspladser og levende lokalsamfund. Og for mig som ny formand er det afgørende, at vi kommer fra plan til initiativ/handling; det er den retning, jeg ønsker at sætte som formand.”


Om Partnerskab for Vestkystturisme

Partnerskab for Vestkystturisme er et strategisk samarbejde mellem ti vestkystkommuner og er forankret hos Destination Vadehavskysten, Destination Vesterhavet og Visit Nordvestkysten. De deltagende kommuner er Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder Kommune.

Partnerskabet arbejder for at udvikle hele Vestkysten som én stærk destination gennem fælles vækst- og udviklingsindsatser. Sekretariatet for Partnerskab for Vestkystturisme varetages af Destination Vesterhavet.

Partnerskab for vestkystturisme logo