Visitvesterhavet
news

15. aug. 2025

Turismen slår rekord og driver lokal udvikling: Gæster brugte 13,3 mia. kr. i Destination Vesterhavet i 2023

Turismen buldrer frem i Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner og sætter historisk rekord. En ny rapport dokumenterer turismens massive betydning for økonomien, beskæftigelsen og velfærden i Destination Vesterhavet.

Blåvandshuk Fyr
photo: FlyingOctober

Turisterne strømmede til Destination Vesterhavet i 2023 og brugte knap 13,3 milliarder kroner, hvilket er det højeste niveau nogensinde og en stigning på 7,3% fra 2022. Det viser den nyeste opgørelse fra VisitDenmark i rapporten ”Turismens Økonomiske Betydning 2023”, som samtidig manifesterer, at turismen udgør en af de absolut vigtigste økonomiske drivkræfter i området.

”Vi skal bruge momentumet klogt. Rapporten viser med al tydelighed, at turismen er et lokomotiv for udvikling og velfærd i Varde og Ringkøbing-Skjern Kommuner og vi har både potentiale og ambitioner til at trække endnu mere. Men det kræver også fortsat stærk kommunal opbakning og investering i turismeerhvervet,” siger Majken Graver, direktør i Destination Vesterhavet.

De imponerende tal taler for sig selv: Turismen skabte i 2023 hele 11.136 fuldtidsjob, svarende til 20,1 % af al beskæftigelse i Ringkøbing-Skjern og Varde. Hertil kommer en værditilvækst på 7,1 mia. kr. og skatteindtægter på 5 mia. kr., hvilket svarer til hele 24,9 % af områdets samlede skatteprovenu.

"Det er svært at overvurdere betydningen. Mange kystbyer ville ganske enkelt ikke eksistere i samme form uden turismen. Feriehusudlejning, dagligvarebutikker, restauranter, serviceerhverv og mange flere nyder alle godt af den omsætning, turisterne bringer med sig. Eftersom Vestkysten ikke kan flyttes, så forbliver arbejdspladserne i området. En vigtig pointe at understrege i en uforudsigelig tid med tariffer og told som stort tema i dansk erhvervsliv.” siger Majken Graver.

Særligt de tyske gæster spiller en nøglerolle. De stod for hele 94 % af de udenlandske overnatninger i 2024 og 61 % af det samlede turismeforbrug i 2023. Det tætte bånd mellem Vestkysten og Tyskland er en afgørende styrkeposition, som Destination Vesterhavet arbejder målrettet på at fastholde og udvikle med fokus på både at tiltrække gengangere, men også nye segmenter og førstegangsbesøgende med højere døgnforbrug.

Rapporten viser samtidig, at turismen har bred effekt. Brancher som eksempelvis ejendom, detailhandel, transport oplever positiv vækst grundet turisme. For hver million kroner turisterne bruger, skabes der 0,84 fuldtidsjob, 535.000 kr. i værditilvækst og 377.000 kr. i skatteindtægter.

”Vi har både potentialet og ambitionerne – det kræver, at vi fastholder kursen. Det gør vi med fortsatte investeringer i bæredygtige oplevelser, stærke data og målrettet,
international markedsføring, der styrker helårsturismen ved Vesterhavet. Og så kræver det, at vi kan udvikle mere kystnær overnatningskapacitet i høj kvalitet, hvor naturen og Vesterhavet fortsat er det store trækplaster. Hertil vil vi koble kulturoplevelser – lige fra vesterhavskøkken og museer til guidede ture. Vi går efter gæster, der vil mere – og bruger mere.” afslutter Majken Graver.

Du kan læse rapporten her: DOWNLOAD

Du kan læse mere om Destination Vesterhavets rolle og finde flere analyser og rapporter på www.visitvesterhavet. dk/erhvervsside.

Spørgsmål?
Kontakt Majken Graver på majken@visitvesterhavet.dk eller 22348292

PRESSEMEDDELELSE - Turismens økonomiske betydning - Ringkøbing-Skjern Kommune.pdf
PDF167KB
PRESSEMEDDELELSE - Turismens økonomiske betydning - Varde Kommune.pdf
PDF164KB